Selvstændig virksomhed og efterløn

Enten skal du ophøre eller indhente en tilladelse til at fortsætte

Læs siden op

Selvstændig virksomhed i efterlønsperioden

Hvis du ønsker at starte eller fortsætte med at drive en selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, skal du først søge os om tilladelse til det. 

Start med at udfylde en "Ansøgning om efterløn for personer med fortsat drift eller opstart af selvstændig virksomhed på nedsat tid sammen med efterløn". Når du har udfyldt ansøgningen skal du uploade den på Min side.

Neden for kan du læse mere om betingelserne når du vil drive selvstændig virksomhed i din efterlønsperiode.

Søg tilladelse i god tid

For at kunne vurdere om du opfylder betingelserne for at få tilladelse til at drive selvstændig virksomhed som din bibeskæftigelse i efterlønsperioden, skal vi bruge en række oplysninger fra dig. Oplysninger om virksomheden, omfanget af din arbejdsindsats, omsætning mv. 

Du kan ikke få tilladelsen med tilbagevirkende kraft. Det derfor en god idé at søge i god tid inden du ønsker at gå på efterløn eller opstarte virksomheden (gerne 6 måneder før).

Udfyld "Ansøgning om efterløn for personer med fortsat drift eller opstart af selvstændig virksomhed på nedsat tid samtidig med efterløn". Når du har udfyldt ansøgningen skal du uploade den på Min side.

Betingelser der skal være opfyldt

Hvis du vil starte eller fortsætte med en selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, skal du søge tilladelse til det i god tid før du overgår til efterløn.

Betingelser for at få en tilladelse:

  • Alt arbejde i virksomheden kan holdes inden for 400 timer om året.
  • Der må højest arbejdes 400 timer i virksomheden om året.
  • Det er som hovedregel både dit eget og andres tidsforbrug i virksomheden, der tælles med i de 400 timer.
  • Virksomhedens dækningsbidrag 1 må ikke overstige 89.976 kr. pr. regnskabsår (2024-tal).
  • Dækningsbidrag 1 er nettoomsætningen fratrukket vareforbruget. Din revisor kan hjælpe dig med at udregne din virksomheds dækningsbidrag 1.
  • Der skal være en ydre afgrænsning af virksomheden, som gør, at timeloftet på 400 timer om året og beløbsgrænsen på 89.976 kr. pr. regnskabsår altid vil blive overholdt.
  • Ved udløbet af hvert regnskabsår skal du og din revisor udfylde et årsskema (du skal betale udgifterne til at få skemaet underskrevet af din revisor. Revisoren skal være statsautoriseret eller registreret).
  • Den tid, du bruger på virksomheden, skal modregnes i efterlønnen. Det gælder uanset om virksomheden giver overskud eller underskud. Den tid, du bruger, fx opsøgende arbejde, regnskab, transport, rengøring og møder med revisor skal også modregnes.
Din virksomheds dækningsbidrag

Virksomhedens dækningsbidrag 1 må højst være 93.215 kr. pr. regnskabsår (2025-tal). Dækningsbidrag 1 er virksomhedens nettoomsætning minus vareforbrug. Vareforbruget består alene af udgifter, der varierer i forhold til din omsætning.

Har du har drevet virksomheden inden overgangen til efterløn, skal dækningsbidrag 1 i din ansøgning, attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Der er her tale om et ufravigeligt krav. Det betyder, at en underskrift fra en "regnskabskyndig person" ikke er tilstrækkeligt.

Var omsætningen over den tilladte grænse, før du gik på efterløn, skal du sandsynliggøre at den fremover kan holdes under grænsen. Går du på efterløn midt i et regnskabsår, og kan grænsen for dækningsbidrag 1 ikke holdes under beløbsgrænsen i overgangsåret, kan du søge om, at få det forhøjet.

Tilladelse - årsskema - revisorpåtegning

Får du tilladelse til at udføre selvstændig virksomhed, skal du udfylde et særligt efterlønskort, AR 297. Og ved udløbet af hvert regnskabsår skal du udfylde et årsskema, AR 225, med oplysninger om dækningsbidrag 1. Årsskemaet skal attesteres af en statsautoriseret eller registreret revisor. Det gælder, selv om du intet har tjent, eller du har tjent meget lidt. 

De udgifter, som er forbundet med at få skemaet attesteret af en statsautoriseret eller registreret revisor, skal du selv betale.

Dine arbejdstimer modregnes i efterlønnen

Alle de timer, som du selv bruger på virksomheden, skal modregnes i efterlønnen - uanset om du tjener lidt eller meget på driften. 

Du skal derfor oplyse al den tid, du bruger, fx opsøgende arbejde, regnskab, transport, rengøring og vedligeholdelse af lokaler, bestilling af håndværkere og møder med revisor. 

Du skal også oplyse eventuelle medhjælperes tidsforbrug - medmindre firmaet er et interessentskab (I/S). Timerne skal ikke trækkes fra i din efterløn, men skal regnes med til de 400 timer.

Enkeltstående opgaver som selvstændig

Hvis du vil udføre en enkeltstående opgave, der har karakter af selvstændig virksomhed i efterlønsperioden, skal du søge om tilladelse til at udføre arbejdet, inden du begynder på opgaven. 

Du skal kunne udføre opgaven inden for 400 timer, og den må ikke vare længere end 6 måneder. 

Der er ingen begrænsninger for, hvad du må tjene. Vær opmærksom på, at opgaven ikke anses for at være enkeltstående, hvis den strækker sig over mere end 6 måneder, eller hvis du fx annoncerer, køber driftsmidler, indretter lokaler til brug for erhvervsudøvelse eller foretager andet til etablering af vedvarende selvstændig virksomhed. Er det tilfældet, skal du i stedet søge om tilladelse til at drive selvstændig virksomhed i efterlønsperioden.

Får du tilladelse til at udføre opgaven, skal du udfylde et særligt efterlønskort, AR 297. Du skal skrive alle timer på efterlønskortet, som du bruger på opgaven. 

Du skal også oplyse den tid, som du fx bruger på regnskab, transport, rengøring og møder. Alt tidsforbrug på opgaven skal modregnes i efterlønnen - uanset hvor stor din fortjeneste er.