Ophør med selvstændig virksomhed

Din virksomhed skal som udgangspunkt være lukket, før du kan få dagpenge

Læs siden op

Sådan ophører du din selvstændige virksomhed

Hvis din selvstændige virksomhed er din hovedbeskæftigelse, skal du ophøre med din virksomhed, før du har ret til dagpenge.

Du kan ophøre med selvstændig virksomhed ved at:

  • du afmelder virksomheden i CVR-registeret grundet salg eller lukning af virksomheden
  • du bortforpagter din virksomhed - det kræver, at du kan fremvise en kontrakt, som er uopsigelig (mindst 3 år) fra både din og forpagterens side 
  • du udtræder af virksomheden, hvis den har været drevet af din ægtefælle eller andre (tro og love erklæring fra dig og ægtefællen)
  • du omdanner virksomheden til formueforvaltning (kræver ændring selskabets formålsparagraf)
  • du ophører virksomheden på en særlig tro og love erklæring (venteperiode 8 uger uden ret til dagpenge)

Vær opmærksom på, at du ikke kan overdrage eller bortforpagte virksomheden til din ægtefælle, samlever eller børn under 18 år.

Hvis du har spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os. Det gør du lettest ved at sende os en besked via Min side.

Læs mere om ophørsmulighederne - og andre opmærksomhedspunkter - neden for.

Salg eller lukning

En bekræftelse af ophøret af virksomheden i CVR-registeret og en bekræftelse fra SKAT på, at afmeldingen af virksomheden er godkendt. 

Hvis du ikke kan afmelde dit CVR-nummer på nuværende tidspunkt, kan du ophøre virksomheden med en tro og love erklæring - læs mere neden for (særlig 8 ugers venteperiode).

Sådan lukker du din virksomhed (link til SKAT)

Ophør (link til SKAT)

Ændring til formueforvaltning

Betingelserne for at anerkende et ophør ved omdannelse til formueforvaltning er:

  • Dokumentation for anmeldelse til Erhvervsstyrelsen, at formålet med selskabet er ændret til formueforvaltning, og
  • Dokumentation for, at der ikke er erhvervsaktiviteter i selskabet, og at driftsmidler mv. i selskabet, der har dannet grundlag for din erhvervsudøvelse, er afhændet.

Selskabets formålsbestemmelse i vedtægterne skal være ændret til:

  • Formueforvaltning, eller
  • Formueadministration, eller
  • Formuepleje.
Bortforpagtning af virksomheden

Ophører du ved at bortforpagte virksomheden, skal du dokumentere det med en skriftlig forpagtningsaftale, der er gensidigt uopsigelig i 3 år. 

Du eller din ægtefælle må ikke være beskæftiget i virksomheden i perioden. Du eller din ægtefælle må heller ikke være beskæftiget i forpagterens egen virksomhed i perioden. Bortforpagtning må ikke ske til din ægtefælle, samlever eller umyndige børn.

Hæves forpagtningsaftalen før aftalt udløbsdato, anses du for at have genoptaget arbejdet i virksomheden = ingen ret til dagpenge.

Ægtefælleudtræden

Hvis du anses for at have drevet selvstændig virksomhed som medarbejdende ægtefælle, fordi du ikke har indgået en lønaftale med din ægtefælle, kan du ophøre som medarbejdende ægtefælle ved at udtræde af virksomheden.

Du skal dog som min. opfylde 1 af disse betingelser:

  • Du og din ægtefælle underskriver en erklæring på tro og love om, at du er udtrådt af virksomheden. Det er en betingelse, at du ikke længere udfører nogen form for opgaver eller arbejde i din ægtefælles virksomhed. Du kan først anses for udtrådt af virksomheden den dag vi modtager erklæringen. 
  • Du dokumenterer, at samlivet med din ægtefælle er ophævet i forbindelse med separation eller skilsmisse. Du skal indsende en bekræftelse fra cpr-registeret om din eller ægtefællens flytning fra den hidtidige fælles bopæl, og en kopi af begæring eller stævning om separation eller skilsmisse, eller
  • Samlivet med din ægtefælle er ophævet, men der foreligger ikke separation eller skilsmisse. Du kan i den situation anses for ophørt i indtil 3 måneder fra samlivsophævelsen. Dvs., at du får en midlertidig dagpengeret. Du skal indsende en bekræftelse fra Folkeregisteret om fraflytning, og en erklæring fra din revisor, advokat eller landbrugskonsulent om, at du er ophørt i virksomheden. Ved genoptagelse af samlivet anses du for at være genindtrådt i virksomheden.
Udtræden med flere ejere (medejerskab)

Dokumentation for at du ikke længere er registreret som medejer af virksomheden i CVR registret.

Virksomheden er gået konkurs (tvangsauktion)

Ophørsdatoen er ugedagen efter, at skifteretten har modtaget konkursbegæringen. Det er et krav, at skifteretten (efterfølgende) har afsagt konkursdekret.

Ved tvangsauktion skal følgende betingelser være opfyldt:

  • der er indgivet begæring om tvangsauktion, og
  • virksomheden er overtaget til brugeligt pant eller administration af panthaver, og
  • virksomheden drives uden hjælp fra dig, din ægtefælle, samlever eller umyndige børn, og
  • du er fraflyttet ejendommen, hvis din bopæl har været beliggende på samme adresse som virksomheden.
Særlig tro og love erklæring - 8 ugers venteperiode

Du har mulighed for at afvikle din virksomhed sideløbende med, at du får dagpenge i op til 6 måneder. Betingelserne er:

  • Vi skal have modtaget en tro og love erklæring*) fra dig om, at du ikke driver virksomheden. Ophøret har først virkning fra den dag, hvor vi modtager erklæringen.
  • Du må ikke længere udføre nogen form for opgaver i virksomheden, udover hvad der kan anses for at være afvikling.
  • Du skal inden for 6 måneder have dokumenteret, at virksomheden er registreret som ophørt i CVR-registeret.

Manglende dokumentation for ophør efter 6 måneder medfører, at du ikke har ret til dagpenge.

Ved ophør under afvikling af virksomheden får du en venteperiode på 2 måneder, før du kan begynde at modtage dagpenge. Hvis du dokumenterer ophør inden venteperioden på 2 måneder er udløbet (fx at virksomheden er blevet afmeldt hos CVR-registeret), kan du få dagpenge fra dagen efter ophøret, dog tidligst 3 uger fra det tidspunkt, hvor du er ophørt på tro og love.

Timer, som du bruger på at afvikle virksomheden, sidestilles med fritidsbeskæftigelse, dvs. timerne medfører fradrag i dagpengene. Men ugerne under afviklingen bruger ikke af tidsbegrænsningen på 30 uger for supplerende dagpenge.

Udfyld erklæring om ophør - og vælg ophørsformen "tro og love"

Retten til dagpenge efter virksomhedens ophør

Hvis du har drevet selvstændig virksomhed som din hovedbeskæftigelse, skal en række betingelser være opfyldt, før du har ret til dagpenge:  

  • Du skal som minimum have været medlem af a-kassen i 1 år 
  • Du skal opfylde indkomstkravet (273.504 kr. i 2025)
  • Du skal have lukket/solgt din virksomhed eller være ophørt på anden vis
  • Du skal være tilmeldt som ledig på jobnet.dk på den første dage du er ledig
  • Du skal udfylde en ledighedserklæring efter tilmeldingen på jobnet.dk

OBS! Opfylder du ikke indkomstkravet (inden for de seneste 3/5 år) på baggrund af lønindkomst- og/eller overskud fra din selvstændige virksomhed, har du ikke ret til dagpenge.

Venteperioden - ingen dagpengeret

Ophører du med en selvstændig virksomhed, der har været din hovedbeskæftigelse, kan du først få dagpenge efter en såkaldt venteperiode. 

Venteperioden løber altid fra dagen efter, du har dokumenteret, at din virksomhed er ophørt. Venteperioden er som hovedregel 3 uger, men kan også være 1 uge, hvis dit ophør skyldes konkurs eller tvangsauktion. 

Er du ophørt via en særlig tro og love erklæring, er venteperioden 8 uger. 

Hvis du sender et ophørsbevis (fra SKAT) som dokumenterer, at din virksomhed er CVR-afmeldt inden de 8 uger er gået, så har du ret til dagpenge dagen efter CVR-afmeldelsen (der skal dog altid været gået mindst 3 uger fra den dag, vi modtog din tro- og loveerklæring).

Jobsøgningsperioden - ingen start af ny virksomhed

Hvis du ophører med en selvstændig virksomhed, der har været din hovedbeskæftigelse, så må du ikke starte en ny virksomhed i en jobsøgningsperiode på 6 måneder. 

Hvis du starter en ny virksomhed i jobsøgningsperioden, mister du retten til dagpenge i den resterende jobsøgningsperiode. Dette gælder også, hvis du genindtræder i din eller din ægtefælles virksomhed.

Du er ikke omfattet af en jobsøgningsperiode, hvis du er ophørt med en virksomhed, der er gået konkurs, eller hvis du er ophørt med en virksomhed, der var din bibeskæftigelse.