Får jeg karantæne når jeg siger op?

Selvforskyldt ledighed - gyldige grunde til at sige op

Læs siden op

Hvis du selv siger dit arbejde op, får du som udgangspunkt karantæne i 3 uger. Det betyder, at du ikke kan få udbetalt dagpenge i 3 uger. Det gælder både, hvis du siger et fuldtidsarbejde eller et deltidsarbejde op. Det kaldes selvforskyldt ledighed.

Du bliver også betragtet som selvforskyldt ledig, hvis du siger nej til et arbejde, som dit Jobcenter har henvist dig til.

Du kan også blive selvforskyldt ledig, hvis du afskediges af grunde, der skyldes dig selv. Det kan være accept af et for kort opsigelsesvarsel, bortvisning/afskedigelse på grund af tyveri fra arbejdspladsen, alkohol i arbejdstiden eller lignende. Der er dog enkelte grunde til at opsige sit arbejde, som anerkendes som gyldige, og som derfor ikke medfører karantæne.

Gyldige grunde til at undgå selvforskyldt ledighed

Har du en gyldig grund, vil du kunne opsige dit arbejde, afslå eller ophøre i et tilbud, uden at få en karantæne. En gyldig grund skal foreligge på det tidspunkt, hvor du afslår eller opsiger et arbejde, herunder et henvist arbejde, eller afslår eller ophører i et tilbud.

De mest anvendte gyldige grunde er beskrives neden for. Der er beskrevet flere gyldige grunde i de gælder regler, som er bekendtgørelsen om selvforskyldt ledighed (kan fremsøges i sin helhed på retsinformation.dk)

Helbredsmæssige årsager

Hvis du af helbredsmæssige årsager er nødt til at opsige dit arbejde, er det vigtigt, at du har haft kontakt til lægen inden du opsiger arbejdet. De helbredsmæssige problemer skal være af en varig karakter, som fx. dårlig ryg. Der kan i nogle situationer også være tale om at det psykiske arbejdsmiljø har påvirket dig på sådan en måde, at du ikke længere kan varetage dit arbejde. Der må til gengæld ikke være tale om kortvarig sygdom, som fx et brækket ben eller arm.

Din læge skal udfylde en attest (AR 275) til brug for opsigelsen – du finder attesten her. Vær opmærksom på, at du skal selv betale de ca. 600 kr. det koster at bestille attesten hos din læge samt at det skal fremgå af attesten, at din læge har anbefalet dig at opsige dit arbejde. Anbefaler lægen kun en sygemelding, er det ikke en gyldig grund til at opsige arbejdet. 

Inden du opsiger arbejdet, skal du have forsøgt at få et andet arbejde på arbejdspladsen (dog ikke hvis det kan godtgøres at der ikke findes andet arbejde på arbejdspladsen).

Længere transporttid

Ændres den offentlige transporttid (bus/tog), eller flytter arbejdspladsen, kan det være en gyldig grund til at opsige arbejdet eller ophøre i et tilbud.

Afstanden mellem din bopæl og arbejdspladsen skal medføre, at den tid, der går med transport, er mere end du skal acceptere efter reglerne om rådighed. Som hovedregel kræver det mere end 3 timers daglig transporttid med bus/tog.

Inden du opsiger arbejdet, skal du have forsøgt at få en anden stilling på arbejdspladsen eller få ændret i arbejdstiden.

Det er et krav, at opsigelsen sker umiddelbart i tilknytning ændringen. De gyldige grunde er:

- Omlægning af transportmidler
- Ændring af arbejdstidens placering
- Bortfald af privat samkørselsaftale med perioder udenfor ens husstand
- Ægtefællen eller samleveren får nyt arbejde som kræver flytning af bopælen

Pasning af familie (børnepasningsproblemer)

Det er en gyldig grund at opsige sit arbejde, hvis du ikke har pasningsmulighed til dit barn. Det er meget vigtigt, at du informerer Jobcenteret om, at du ikke har pasningsmulighed udenfor normal åbningstid, da du skal stå fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet.

Inden du opsiger arbejdet, skal du have forsøgt at få en anden arbejdstid og have gjort et forsøg på at skaffe pasningsmulighed.

Pasning af handicappet barn (og døende nærtstående)

Får du tilkendt støtte til pasning af nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem eller tabt arbejdsfortjeneste til pasning af et handicappet barn (jf. Servicelovens § 42), er det en gyldig grund til at opsige arbejdet. Det kræver dog, at du har fået afslag på orlov fra din arbejdsgiver.

Særligt om tabt arbejdsfortjeneste

Hvis du får udbetalt tabt arbejdsfortjeneste fra din kommune, skal du være særligt opmærksom på, at det ikke er foreneligt med rådighedsreglerne, som kræver, at du kan så fuldt til rådighed. Det kan du ifølge reglerne ikke, hvis du får udbetalt en dækning jf. Servicelovens § 42. Det betyder i yderste konsekvens, at du ikke vil kunne få udbetalt dagpenge så længe du modtager tabt arbejdfortjeneste.

Overtagelse af arbejde, start af uddannelse og/eller selvstændig virksomhed

Det er en gyldig grund at opsige eller afslå et arbejde, hvis opsigelsen skyldes, at du skal overtage et arbejde af mere end 5 ugers varighed, begynde på en uddannelse af mindst 1 års varighed eller hvis du begynder at drive selvstændig virksomhed mere end midlertidigt og i et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer om ugen, dvs. selvstændig hovedbeskæftigelse.

Du skal på tidspunktet for opsigelsen kunne dokumentere det nye arbejde, optagelsen på uddannelsen eller opstart af virksomhed som hovedbeskæftigelse.

Retten til supplerende dagpenge ophører

Det er en gyldig grund at sige op, hvis du har opbrugt din ret til supplerende dagpenge. Fratrædelsen skal ske senest 26 uger efter udløbet af den måned hvor du mistede retten til supplerende dagpenge.

Får du tilbudt arbejde på nedsat tid (deltidsarbejde), kræver det, at din arbejdsgiver udsteder en frigørelsesattest for at du kan få udbetalt supplerende dagpenge. Ønsker arbejdsgiveren ikke at udstede en frigørelsesattest og du derved mister retten til supplerende dagpenge, foreligger der en gyldig grund for at afslå eller opsige arbejdet.

Vælger din arbejdsgiver at tilbagekalde en allerede udstedt frigørelsesattest, foreligger der en så væsentlig ændring af arbejdsforholdene, at du anses som afskediget uden at afskedigelsen kan tilskrives dig. Du vil derfor ikke få karantæne i denne situation. Har arbejdsgiveren derimod tilbudt dig flere timer indenfor samme arbejdsområde, og på den baggrund tilbagekalder frigørelsesattesten, er der ikke en gyldig grund til at sige arbejdet op. Her kan du læse mere om supplerende dagpenge.

Forhold på arbejdspladsen

Det er en gyldig grund at opsige et arbejde, hvis arbejdsgiveren væsentligt misligholder ansættelsesforholdet. Det er fx tilfældet, hvis arbejdsgiveren ikke udbetaler løn. Det samme gælder, hvis løn- og ansættelsesvilkår væsentligt afviger fra det arbejdsgiveren har stillet dig i udsigt. 

Hvis du kommer i en sådan situation, er det vigtigt, at du inden du opsiger arbejdet, kontakter din fagforening.

Hvordan afvikles karantænen?

Efter reglerne kan en karantæne for selvforskyldt ledighed kun afvikles i perioder, hvor du ellers ville have ret til dagpenge eller en anden ydelse, som a-kassen udbetaler. 

Karantænen skal som hovedregel afvikles i den første periode efter, at du blev selvforskyldt ledig og ellers ville have haft ret til ydelser.

En 3 ugers effektiv karantæne kan i øvrigt kun afvikles i perioder, hvor du er tilmeldt på Jobcenteret som ledig og er aktiv arbejdssøgende (joblogger). Du skal i perioden også have ret til dagpenge (eller en anden ydelse) fra a-kassen. Hvis du ikke har haft mulighed for at afvikle karantænen bortfalder den efter 3 måneder.

Særligt om sygedagpenge fra a-kassen

Der kan ikke udbetales dagpenge fra a-kassen under de første 14 dages sygdom, hvis du skal afvikle en effektiv karantæne.

Selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder

Hvis du er - eller bliver - selvforskyldt ledig 2 gange inden for 12 måneder, har du ikke længere ret til dagpenge. Du vil den situation først kunne få dagpenge igen, når du har haft arbejde i mindst 300 timer i en sammehængende periode på 3 måneder. Timerne skal være indberettet til indkomstregisteret.